Vedtægter 2017

 

Vedtægter
Senest revideret oktober 2017

 
   

1. NAVN OG FORMÅL

§ 1 stk. 1: Foreningens navn

Foreningens navn er Vanløse Floorball.

§ 1 stk. 2: Foreningens hjemsted

Foreningens hjemsted er Vanløsehallerne, Lønstrupvej 5, 2720 Vanløse.

§ 1 stk. 3: Foreningens formål

Foreningens formål er at skabe en floorballklub, hvis mål er at blive Danmarks bedste – sportsligt som socialt.

Vanløse Floorball skal drives ambitiøst, og klubben skal være drevet af udvikling af den enkelte og spilleglæde.

Vanløse Floorball er primært baseret på frivilligt arbejde.

§ 1 stk. 4: Medlemskab af organisation

Foreningen kan være medlem af Floorball Danmark. Foreningen kan tillige være medlem af organisationer, som på tværs af idrætsgrene virker til idrættens fremme i foreningens område. Ved medlemskab af ovennævnte organisationer er foreningen forpligtet af disses love og bestemmelser.

2. MEDLEMMER

§ 2 stk. 1: Optagelse af medlemmer

Som ordinært medlem kan optages alle, der er indforstået med vedtægterne. Som juniormedlem kan optages enhver i alderen til udgangen af det 17. år. Som seniormedlem kan optages enhver i alderen fra det 18. år. Som passivt medlem kan optages enhver.

Man kan ikke spille kampe for Vanløse Floorball, før man har betalt kontingent, eller hvis man er i kontingentrestance.

Virksomheder kan optages som medlem af Vanløse Floorballs Erhvervsklub. Medlemskab af erhvervsklubben medfører ikke medlemskab af Vanløse Floorball. Alle bestemmelser angående erhvervsklubben fastsættes af eliteudvalget under ansvar overfor bestyrelsen.

§ 2 Stk. 2: Kontingent

Foreningens kontingent fastsættes for ét år ad gangen på det ordinære budgetmøde. Kontingentets størrelse samt forfaldsdatoer fastsættes særskilt for ungdomsmedlemmer, seniormedlemmer og passive medlemmer. Helårligt kontingentet betales forud den 1. august.

Ved overgang fra ungdomsmedlem til seniormedlemsskab, betales kontingent som seniormedlem fra det tidspunkt, hvor vedkommende ved forfaldsdato er fyldt 18 år.

Generalforsamlingen kan fastsætte særskilte kontingenter for de enkelte hold i klubben således, at kontingentet afspejler klubbens ydelser.

§ 2 stk. 3: Eksklusion

Ingen, der er ekskluderet på grund af kontingentrestance, kan optages på ny, før end vedkommende har betalt sin gæld.

Bestyrelsen kan ved fuldt fremmøde og enstemmighed ekskludere medlemmer pga. disciplinære årsager eller ved grov overtrædelse af vedtægterne.

§ 2 stk. 4: Restanceregler

Ved kontingentrestancer følges nedenstående procedure:

Der sendes to uger efter forfaldsdag en rykkerskrivelse med et rykkergebyr på 50 kr. med forfaldsdag den første i den følgende måned.

Ved fortsat manglende betaling sendes der to uger efter ny forfaldsdag endnu en rykkerskrivelse med et rykkergebyr på 100 kr. med forfaldsdag den første i den følgende måned (dvs. to måneder efter oprindelig forfaldsdag). Spilleren spærres samtidig for kampe på klubbens hold.

Ved fortsat manglende betaling kontaktes spilleren personligt af bestyrelsen, og der træffes aftale om betalingen. Fører dette ikke til betaling, vil spilleren blive ekskluderet af klubben og indberettet til Floorball Danmark med henblik på spærring i andre klubber.

Udmeldelse skal ske skriftligt til klubbens kasserer før sæsonstart – dvs. senest den 1. juli, hvis man skal undgå at betale kontingent for den forestående sæson. Udmeldelsesbestemmelserne skal fremgå af vedtægterne.

At undlade at betale sit kontingent gælder ikke som udmeldelse.

§ 2 stk. 5: Frivilligt arbejde

Alle medlemmer af Vanløse Floorball er forpligtet til hver sæson at yde frivilligt arbejde for klubben i begrænset omfang. Ved frivilligt arbejde forstås deltagelse i de opgaver, der er forbundet med at drive klubben udover træning og kampe. Bestyrelsen fastsætter og fordeler de opgaver, der skal løses.

3. GENERALFORSAMLING

§ 3 stk. 1: Foreningens højeste myndighed

Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen.

§ 3 stk. 2: Udsendelse af dagsorden

Der afholdes årligt budgetmøde i maj og årlig ordinær generalforsamling i oktober. Bestyrelsen er forpligtiget til at udsende en foreløbig dagsorden til klubbens medlemmer senest 3 uger før budgetmøde og ordinær generalforsamling. Alle indkommende forslag skal være bestyrelsen i hænde skriftligt senest 2 uger før budgetmøde og ordinær generalforsamling. Senest otte dage før afholdelsen af budgetmøde og ordinær generalforsamling udsendes den endelige dagsorden til klubbens medlemmer via deres registrerede e-mail adresse sammen med indkommende forslag.

Alle klubbens medlemmer indbydes til budgetmøde og generalforsamling. Den foreløbige dagsorden vil også blive udsendt pr. e-mail.

§ 3 stk. 3: Afstemning

På budgetmøde og generalforsamling træffes alle afgørelser ved almindeligt flertal. Der kan stemmes ved fuldmagt. I tilfælde af stemmelighed for og imod et forslag bortfalder dette.

Alle medlemmer kan begære skriftlig afstemning.

§ 3 stk. 4: Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes inden 2 uger, hvis et flertal af bestyrelsen eller 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt fremsætter ønske herom.

§ 3 stk. 5: Stemmeret

Kun medlemmer, der har betalt kontingent eller har indgået aftale om dette, har stemmeret på generalforsamlingen. Passive medlemmer og medlemmer, der ikke er fyldt 16 år, har ikke stemmeret på generalforsamlingen

Passive medlemmer, der sidder i bestyrelsen, har stemmeret på lige vilkår som øvrige medlemmer.

4. DAGSORDEN OG VALG

§ 4 stk. 1: Bestyrelse

Bestyrelsen består af 1 formand, 1 næstformand og op til 5 menige bestyrelsesmedlemmer.

Bestyrelsen konstituerer sig selv på førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen. Alle bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted. 4 bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år, mens 3 bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år. De 2 suppleanter vælges hvert år for 1 år af gangen.

Ved formandens fratræden i utide træder næstformanden i dennes sted, og bestyrelsen konstituerer sig på ny efter førstkommende generalforsamling.

Alle bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter skal som minimum være passive medlemmer.

§ 4 stk. 2: Valg af revisor

Foreningen har en af generalforsamlingen valgt revisor. Revisoren vælges for et år af gangen.

§ 4 stk. 3: Dagsorden

Dagsordenen for budgetmøde og den ordinære generalforsamling skal omfatte:

1: Valg af dirigent og referent.

2: Formandens beretning. (Kun til ordinær generalforsamling)

3: Fremlæggelse og godkendelse af regnskab. (Kun til ordinær generalforsamling)

4: Behandling af indkomne forslag.

5: Vedtagelse af næste sæsons budget. (Kun til budgetmøde)

6: Fastlæggelse af næste sæsons kontingent. (Kun til budgetmøde)

7: Valg af bestyrelse og suppleanter.

a) 4 menige bestyrelsesmedlemmer (ulige år) /3 menige bestyrelsesmedlemmer (lige år).

b) Op til 2 suppleanter.

8. Valg af revisor. (Kun til ordinær generalforsamling)

9: Evt.

§ 4 stk. 4: Referat

På generalforsamlingen udarbejdes et beslutningsreferat, som offentliggøres på www.vanlosefloorball.dk senest 14 dage efter generalforsamlingen.

5. BESTYRELSE

§ 5 stk. 1: Bestyrelse

Bestyrelsen konstituerer sig senest to uger efter generalforsamlingen med en formand og en næstformand.

§ 5 stk. 2: Bestyrelsesopgaver

Bestyrelsens opgave er at udføre de beslutninger, som generalforsamlingen har vedtaget samt arbejde for klubbens interesser. Bestyrelsen skal sikre en effektiv drift af klubben samt sikre, at de nedsatte udvalg udfører de aftalte opgaver.

Bestyrelsen kan ansætte en forretningsfører til at varetage den daglige drift af foreningen i det omfang, der ikke kan findes frivillige til at udføre opgaverne.

§ 5 stk. 3: Bestyrelsens beslutningsdygtighed

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst tre af dens medlemmer, heriblandt formanden eller næstformanden, er tilstede. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. I tilfælde af formandens fravær er næstformandens stemme afgørende.

§ 5 stk. 4: Nedsættelse af udvalg

Bestyrelsen nedsætter et antal udvalg til at varetage de daglige driftsopgaver i klubben og til at varetage de enkelte gruppers interesser. Bestyrelsen bestemmer selv hvilke udvalg, der nedsættes og hvilke opgaver og bemyndigelse de enkelte udvalg skal have.

6. REGNSKAB

§ 6 stk. 1: Regnskab

Regnskabsåret løber fra 01.07.-30.06. og det afsluttede regnskab revideres umiddelbart herefter af klubbens revisor. Klubbens regnskab offentliggøres i forbindelse med indkaldelse til generalforsamlingen, hvor regnskabet skal behandles.

§ 6 stk. 2: Tegningsregler

Klubben tegnes af formanden alene eller to andre bestyrelsesmedlemmer i forening. Desuden kan den samlede bestyrelse i enighed bemyndige andre til at tegne klubben. Af bemyndigelsen skal det fremgå i hvilke forhold vedkommende kan tegne klubben, og hvilke betingelser, der i øvrigt er gældende for bemyndigelsen.

Bestyrelsen udarbejder en forretningsorden for sit virke. Ændring af forretningsordenen kræver fuld enighed i bestyrelsen.

7. VEDTÆGTER

§ 7 stk. 1: Vedtægtsændringer

Vedtægtsændringer kan kun besluttes på generalforsamlingen.

8. OPLØSNING

§ 8 stk. 1: Opløsning af foreningen

Vanløse Floorball kan opløses, hvis det vedtages på en generalforsamling, hvor punktet har været på dagsordenen, og mindst 2/3 af det samlede antal stemmeberettigede stemmer for ved personligt fremmøde.

Klubbens aktiviteter overgår efter generalforsamlingens beslutning til Idrætssamvirket.

 
   
 

Kommende aktiviteter

VIS KALENDER

Seneste nyt

VIS NYHEDER